Billedbog som har de 3-6-årige som målgruppe. Forsiden signalerer omsorg med hovedpersonerne i centrum.
I børnebiblioteket kendes den belgiske forfatter fra billedbogen Alshej-hvad-for-noget, hvor sygdommen Alzheimer behandles. Dette er forfatterens anden bog oversat til dansk. En morgen finder Andrea And et æg. Hun er overbevist om, at det må være et andeæg. Senere kommer Helga Høne forbi. Hun er sikker på, at ægget indeholder en kylling. Dagen igennem gætter mange forskellige fugle på, hvilket dyr der mon gemmer sig i ægget. Da det klækkes, er det en lille krokodille, som kigger ud. Fuglene står nu overfor en stor udfordring - at opfostre og opdrage en lille krokodille. Bogen er illustreret af den i Danmark ukendte illustrator Emma de Woot. Stregen er enkel, og farverne er holdt i matte nuancer.
Bogen minder i sin stil om fx Den tykke kat og Pandekagen, som er deciderede "remse-/gentagelsesbøger", hvor bogen langsomt bygges op lag på lag.
En sød og hyggelig men dog "gennemsnitlig" billedbog, som ikke skiller sig ud fra mængden.