Forfatteren debuterede sidste år med digtsamlingen Så. Og den må jeg fluks ha' fat i. 10.56 er hans første roman, og den formelig oser af friskhed og uimponeret talent. Fra kl. 10.56 og et døgn frem beskriver hovedpersonen sit kaotiske, meningsløse, hallucinerende liv i kronologisk rækkefølge med nøjagtig tidsangivelse for hvert afsnit. Det er meget morsomt og meget sørgeligt. Hans liv styres af angsten for de små gule mænd, som vil snige sig ind på ham og gøre ham gul. Når angsten er størst, tjekker han lige at håret sidder som det skal, men angsten kan alligevel ikke holdes i ave via ydre orden. Med fare for at tolke friskheden ihjel, er mit bud, at frygten for GUL, er angsten for menneskelig kontakt og nærhed, og at angsten bærer længslen i sig. Det er en dybt original lille (der er ikke mange ord) roman. Der er hilsner til dadaismen i den, og den er i det hele taget guf for tolkningslystne læsere. Og det er slet ikke til at stå for de små gule mænd (eller er det hovedpersonen selv?), der kravler rundt på siderne.