Genudgivelse af den fabulerende, farverige og fantastiske sydamerikanske krønike. Kort sagt et mesterværk og en oplevelse for alle der er til magisk realisme.
Genudgivelse af den verdensberømte roman og GGMs gennembrudsbog. Det er en detaljerig beretning om slægten Bundias og den isolerede landsby Macondo. Man følger den farverige families medlemmer og slægtled over godt 100 år. I fortællingens ramme er slægtens skæbne indskrevet i et dokument formuleret på sanskrit, der forudsiger dens undergang. Byens og slægtens historie skal slutte, når de nedskrevne forudsigelser blev tydet.
Den magiske realismes første brømte roman, der fik latinamerikansk litteratur til at boome. Den har siden udgivelsen i 1967 været en verdenssucces og gjorde genren berømt og er stadig værd at læse. Bogen har mange temaer og sidehistorier, et stort og mangfoldigt persongalleri og mange relationer at holde styr på og er båret af stor fantasi og social indignation. Men GGM mestrer at holde sammen på det omfangsrige, farverige og fantastiske stof på bedste vis.
Bogen er udgivet flere gange siden den udkom første gang på dansk i 1969, senest i 2001. Udgaven her har et engageret forord af forfatteren Morten Ramsland, pænt udstyr og samme oversættelse som de forrige udgaver. Andre store forfattere i genren er: Isabel Allende, Murakami m.fl.