Er du til vandrestøvler eller sandaler, så skal du snuppe en anden bog end denne. Er du derimod til sneakers så finder du ikke en bedre bog. For både den mandlige og kvindelige låner, med hang til de klassiske sneakers.
I 1986 sang alle newyorkere med på Run-DMC nummeret "My adidas". Dette fænomen og meget mere beskrives i denne bog, der virkelig tager sneakers under kærlig behandling. Over 1000 par sneakers præsenteres og der fortælles et væld af historier om udvalgte modeller. Alle de store mærker som Nike, Puma eller Adidas er repræsenteret, men man bliver ikke snydt for historien om de mindre kendte producenter. Udgivet i softback kvalitet med tykke sider, der foruden tekstdelen indeholder billeder af de enkelte modeller. Derudover er der også en række faktabokse tilknyttet de enkelte modeller.
Jeg vidste ikke at man kunne skrive SÅ meget om sneakers. Men forfatteren har noget på hjerte og det er der kommet en glimrende bog ud af. Jeg har brugt mange timer i selskab med de mange flotte billeder og nydt de gode og sande fortællinger fra sneakerens verden.
Til min store overraskelse er der tidligere skrevet om sneakers dog primært på engelsk, så for yderligere litteratur se Sneakers, der er på engelsk.