117 ideer og eksperimenter til fri afbenyttelse af børn fra 7 til 13 år.
Tv-værten Jacob Riising, kendt fra Gepetto News, MGP og DMA, øser af egne erfaringer fra en eksperimenterende barndom i Herlev med 117 forslag til aktiviteter, som det vil være godt at kunne tænke tilbage på og prale af i plejehjemmets kaffestue når den tid kommer. Hver aktivitet bliver beskrevet mere eller mindre indgående med oplysning om, hvad den går ud på og hvilket udstyr den kræver. Spændvidden er stor: Lige fra forslag om at glo op i luften eller at dryppe stearin til at starte en trend eller at hælde blæk i blomstervasen, så tulipanerne bliver stribede. Der er forslag til at lave en tombola, et myggeforhæng eller en sneboldkamp om sommeren og meget meget mere. Det hele i en skønsom blanding. Til sidst i bogen er der 17 aktiviteter som er absolut forbudt for voksne, og en del af de øvrige vil nok også få en kølig modtagelse. En advarsel på bagsiden fortæller, at 27% af aktiviteterne er skarnstreger. Bogen er let at læse, sproget er levende, og Claus Bigum har illustreret med tegninger, der understøtter den muntre tone Der er god underholdning i bogen og den slutter med et diplom, som man kan få tildelt, når halvdelen af aktiviteterne er gennemført.
Der er en del bøger om eksperimenter, lege og aktiviteter, men denne udmærker sig ved på en gang at være meget jordnær og samtidig fyldt med syrede ideer.
Undeholdende bog med 117 både jordnære og syrede ideer til eksperimenter og aktiviteter.