Den tidligere eliteroer og forfatter til Tør du blive en vinder?, 1999, giver her råd om at komme i gang med at leve sundere og motionere mere. Hendes påstand er, at det er nok med 12 minutter i gennemsnit om dagen for at lave en fornuftig træning, og hvis man gør det i 12 uger, så vil man allerede have nået at komme i bedre form. (Det med de 12 minutter holder nu ikke helt i hendes programmer). Hvis man så samtidig sætter sig ind i hvordan energiomsætningen foregår, så er det helt unødvendigt med slankekure. For at komme i gang er det vigtigt, at man er motiveret og at man sætter sig et mål, som ikke er for ambitiøst, og så er det om at komme i gang og - nok så vigtigt - at blive ved. Mette Bloch har lavet træningsprogrammer som dækker forskellige områder: træning derhjemme, træning i fitnesscentret, løb, cykling, svømning og stavgang og gang, så der er noget for enhver smag. Mette Bloch kommer også ganske kort ind på skader, hvordan man beregner, hvad man skal spise i forbindelse med træningen, og hvordan man skal motionere for at forbrænde fedt og sukker. Vi har mange bøger om motion og om at komme i form. Det jeg tror, kunne tiltale mange nybegyndere er de meget konkrete træningsprogrammer, som er lige til at gå til i denne bog.