Forfatteren Dag Solstad skriver her en roman om forfatteren Dag Solstad, som har samme fødselsdag som ham: bogens titel. Bogen starter flot med en flyvetur i skyformationer, hvor Solstad ser sin afdøde far på en lille sky! Det bliver også den tidligt afdøde far, der står centralt i bogens slutning: "Jeg bliver nødt til at indrømme det: Jeg har ikke været mig selv, siden min far døde. Jeg har været forfatteren Dag Solstad. Jeg har haft en opgave at udføre, og den er endnu ikke fuldført. Jeg tænker kun på min fremtid". Faderen var religiøs, havde dårligt helbred, hans liv var en social deroute, og på det sidste prøvede han at konstruere evighedsmaskinen. Bogen skrives i Berlin, som skildres bestikkende topografisk korrekt i lange sekvenser, der viser Solstads sindstilstand, det er bogens hoveddel, fascinerende fint skrevet. Centralt er også et forløb, hvor en småberuset Solstad fra gaden kan se de studenterkammerater, han er kommet for at fejre jubilæum med, udfolde sig i den lejlighed, han boede i som barn - uden at kunne få kontakt med dem. Det er en meget speciel, meget personlig roman med en masse stof samlet i fodnoter, altså endnu et usædvanligt greb i en roman, som må kunne interessere ud over Solstads faste læserskare.