Mange læsere har ventet spændt på anden del af den dramatiske slægts- og kriminalhistorie 1900 morgenrøde (1998). Desværre bliver mordet på konsul Frimann begået 1.jan. 1900 heller ikke opklaret her, så spændingen holdes til 3. bind, der er lovet i år 2000. Det er et fascinerende tidsbillede fra 1932 til 1962 forfatteren maner frem. Vigtige (stor)politiske begivenheder er en væsentlig baggrund og del af historien: nazismen, besættelsestiden og Cuba-krisen. Og så igen historien om Bergen, hvor der skete omfattende ødelæggelser under krigen. Væsentlig er også det kulturelle: musik, teater, film. Bl.a. er der en fin beskrivelse af filmpremieren i 1952 på western-klassikeren "High Noon". Filmens og bogens temaer refererer til hinanden. Familierne, hvor nu næste generation træder frem, flettes tæt ind i hinanden og bliver hinandens skæbne. Fortidens synder nedarves. Erotik og politik er væsentlige ingredienser i det spil. Det store persongalleri svækker dog personskildringen, og selv om erotikken er et drive, er beskrivelsen heraf noget bombastisk. Læseren indfanges alligevel i de mange små historier i den store historie. Det er anbefalelsesværdig, kvalificeret underholdning.