Red
Taylor Swift
Emneord
Anmeldelser (4)
Bibliotekernes vurdering
d. 14. nov. 2014
af
af
Thomas Tiedje
d. 14. nov. 2014
Hun startede som pæn og artig countrypop-pige, men ligesom Hannah Montana der sprang ud som Miley Cyrus og begyndte at vrikke med måsen er Taylor Swift med tiden blevet en rendyrket pop-superstjerne. Taylor kalder også denne, sin femte skive for "the first documented official pop album" og er inspireret af det år hun er født - 1989. Så nu er der fuld skrald på synthesizere, EDM-effekter og dundrende omkvæd, og på videoen til "Shake it off" giver Swift den nu som sand dominatrix og maneater. Transformationen er komplet, og det her ligner allerede årets popplade, hvor Taylor Swift overtager tronen fra Miley Cyrus og Lady Gaga.
Berlingske tidende
d. 28. okt. 2014
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 28. okt. 2014
"Numre som »Style«, »Out Of The Woods« og »I Wish You Would« trækker f. eks. tydelige tråde til noget så utidigt som Roxette, der ellers har været ude af det gode popselskab i mange år. Her rekontekstualiseres deres store, hookladede poplyd og maskintrommer på en måde, der får det til at lyde friskt og hypermoderne ... Overordnet lykkes Taylor Swift dog med sit projekt her. »1989« er lyden af en 24-årig kvinde, der formår at sætte kursen for sin karriere på den helt rette måde. Hun fremstår charmerende, sødmefuld, følsom, intelligent og ikke mindst sjov at hænge ud med. Hvad mere kan man ønske sig af en popstjerne?".
Politiken
d. 28. okt. 2014
af
af
Simon Lund
d. 28. okt. 2014
"Godt nok er det musikalske skyts hentet i 1980' erne, så man både kan mærke nattevarmen fra 'Miami Vice', føle suset fra Ultra Vox og let komme til at tænke på Madonnas evne til at skabe hele popalbum, der var større end summen af de enkelte hits. Men Taylor Swifts opløftende og forførende sange som 'Welcome To New York', 'Style', 'Bad Blood' og 'Wildest Dream' er alle sammen filtreret gennem lyden af henholdsvis Icona Pop, Robyn, Lorde og Lana Del Rey. Stemmen er bearbejdet med autotune og beatet skåret skarpt til med tunge trommer og stejle synthflader i de enten hymniske eller ræsende popsange. Men Swifts tæft for sangskrivning brænder igennem og løfter tidens poplyd til nye højder. Ikke på den avantgardistiske måde, men helt enkelt i skarphed og timing".
Information
d. 1. nov. 2014
af
af
Ralf Christensen
d. 1. nov. 2014
"Det er ikke Beyoncé, det her. Og det kan godt være, Swift mener, at hun bare følger sit hjerte og sine lyster, og at vi alle skaber os selv, som hun hævder i den lille selvbiografi-ske intro i cd'ens booklet.Men hun lader sig alligevel farve af tidens tårnende 80' er/ 90' erinspirerede powerpop, som inficerer mangen et popalbum af især den kvindelig variant.Det er en kollektivt vedtaget narko, der bliver pumpet i venerne på Swifts femte album. Og der er nik til Lorde, Lana Del Rey, ja, sågar et 00' er-ikon som Avril Lavigne ... Ønsket om at være en fuldblods popstjerne - der er virkelig langt til hendes tidlige år som Nashvilles teen-country-darling - står i vejen for en større blottelse i hendes sangmateriale. Men det er så også et spændende paradoks og en magtdemonstration, der gemmer sig i at vise sårbarhed i titaniumhærdet klangdragt. Og Swift er vitterlig protagonisten, powerfeministen, som alle drengene skærer sig på".