Inflammation er roden til mange livsstilssygdomme, og denne kogebog henvender sig til dem, der vil opnå bedre livskvalitet gennem kostomlægning.
Inflammation er et samlebegreb for den irritation og det slid, kroppen bliver udsat for bl.a. gennem kosten. Symptomerne er fx træthed, dårlig fordøjelse, vægtudsving, irritation, tidlig ældning og søvnproblemer. Antiinflammatorisk kost kan forebygge dette og derudover give yderligere betydelige sundhedsmæssige gevinster, fortæller forfatterne, der er hhv. læge og ernæringsterapeut. Størstedelen af bogen er opskrifter til en 21 dages kur, hvor man kan lære at spise antiinflammatorisk og komme i gang med nye vaner.
Fin og veltilrettelagt bog, der både kan inspirere til decideret antiinflammatorisk livsstil og til en mere moderat. Opskrifterne er lækre og lette at gå til. De fleste ingredienser er ganske almindelige, mens enkelte nok ikke kan fås lige om hjørnet.
På det seneste er der kommet mange bøger om antiinflammatorisk kost. Denne kan bruges på linje med fx Den store antiinflammatoriske kostguide, der indeholder en 28 dages kur.