Emma mistede sin mand i julen for 2 år siden. Alt virker helt meningsløst, men nu hvor julen nærmer sig igen, kan hun ihvertfald gøre noget for andre. Det viser sig at blive hendes redning. Hyggelig feel-good roman for især yngre kvinder.
Emma har en brugskunstbutik midt i Stockholm, men siden hun mistede sin mand, føles det hele ligegyldigt. Nu er Emmas søster, Magda, begyndt at blande sig i butikken. Emma holder sig ellers helst væk fra sin familie. Men Magda presser på for at Emma skal tage sig sammen og finde på noget at gå til og at begynde at kæmpe for den lille butik. Nærmest i protest begynder Emma i stedet at gøre gode gerninger for de mennesker, hun møder på sin vej. Inden længe har Emma både mange forskellige nye mennesker og en sød hund i sit liv. Butikken blomstrer op ved fælles hjælp og Emma får endda energi til at bekymre sig om Magda. Hvorfor er hun pludselig blevet så engageret i Emmas liv? Jenny Fagerlund har også skrevet bl.a. Hilsen fra Båstad.
Hyggelig fortælling fyldt med god stemning og hygge. Vi møder mange forskellige skæbner uden dog at komme tæt på nogen af dem. Bogen kan på trods af julestemningen og lidt gran på forsiden sagtens læses hele året.
Feel good fans kan med fordel kaste sig over Jenny Colgans Den lille butik med de lykkelige slutninger, som både har mere dybde og underholdningsværdi.