Stor kvadratisk pegebog til samtale og sprogstimulering for børn fra 2-4 år.
Sabine Lemire har skrevet og illustreret flere bøger for børn og børnefamilier, senest 365 ting, du kan lave med dit barn (2012/29). Nu har hun valgt 365 ord og billeder og samlet dem i en flot billedordbog for de 2-4-årige. De mange billeder med tilhørende ord er ordnet i 17 grupper med 1-6 opslag pr. emne. Der er 6 opslag til mad, 3 til legetøj, 1 til følelser og 5-6 til alt det derhjemme. Bogen starter med de 4 årstider og herefter følger emnerne i vilkårlig rækkefølge. Alt bliver vist med letgenkendelige akvareltegninger med sjove detaljer, der lægger op til samtale. Bl.a. en opskrift på brød med ingredienser, bagefad, hævetid og bagetid. Det eneste, som mangler, er mængder og grader. Hver ting bliver forklaret med et enkelt ord. Alle billederne er friklippede og sat på hvid eller farvet baggrund. En indbydende bog med fint dækkende omslag med et udsnit af billederne på lysegrøn baggrund.
Føjer sig ind i rækken af billedordbøger som fx Ting og sager - ord at lære, (2011/01).
En flot billedordbog for de 2-4-årige med 365 billeder og tilhørende ord. Letgenkendelige akvareltegninger og sjove detaljer.