"Boing", club-bangeren om numsen der går op og ned, har ligget på Boogie-listen de sidste otte uger, og det tredje album fra Værløse-drengene Nikolaj og Jannik indeholder igen den sikre opskrift på succes: Lige dele danseglade hits og selvfedt lir krydret med storladne, refleksive ballader. Kald det blot banal følelsespornografi, men Nik & Jay kan altså noget med deres sjælere, og når duoen på den fine "Årstiderne skifter" synger Så han gik itu, da hun pludselig ikke var der mere/Mistede sit ét, sit alt, sin ven/Men mistede aldrig håbet om at se hende igen/Og vinden i træerne hvisker/Og årstiderne skifter/Mens han venter - ja, så føler undertegnede sig sgu' berørt! Det er nok det anmelderne mener, når de skriver, at Nik & Jay er blevet voksne - at balladerne har fået dybde og drengene funderer, mens de cruiser ud ad Strandvejen og der ikke lige er chicks i farvandet...