Denne 3D-bog om dinosaurer vil vække begejstring blandt især drenge mellem 9 og 13 år. Bogen kan selvlæses fra ca. 9 år, eller læses sammen med en voksen. Det er en bog, som helt sikkert vil blive taget ned fra hylden og kigget i.
Bogen fører sin læser på en rejse tilbage gennem tiden. Indledningsvis fortælles kort om dinosaurer generelt, samt om hvordan man via fossiler ved så meget om dinosaurer. Dernæst fortælles der om Trias-, Jura- og Kridttiden og afslutningsvis om livet i luften og havet i fortiden. De enkelte emner indeholder alle en 3D-folde-ud-side, som suppleres med en 3D-nøgle, der kort fortæller om folde-ud-sidens elementer. Der står ikke noget i denne bog, som der ikke også står i de mange øvrige udgivelser for børn om dinosaurer, men folde-ud-siderne appellerer meget til målgruppen, så bogen vil helt sikkert blive lånt ud. Bogen har dog samme problem som alle andre flap-bøger og folde-ud-bøger med en kort levetid på biblioteket.
Dinosaurer er et emne, som altid er populært blandt de yngre læsere. Der kommer derfor hele tiden nye udgivelser om emnet. Denne udgivelse tilfører ikke noget nyt til samlingen rent fagligt, men vil i kraft af 3D-effekten blive lånt flittigt ud.
Flot 3D-bog om dinosaurer, som har sine forcer på den visuelle del.