En gruppe danske soldater sendes på cykler mod den danske grænse i Sønderjylland. Datoen er den 9. april 1940 og en stor tysk militærkolonne er på vej i deres pansrede køretøjer. For alle, men især de historisk interesserede med interesse for 2. verdenskrig og besættelsestiden.
En gruppe danske infanterister er på øvelser, da der pludseligt indløber en melding om, at det tyske militær i stort tal er på vej mod den danske grænse. De sendes mod grænsen på deres cykler, og det bliver starten til et halvt døgns heftig aktivitet for sekundløjtnant Sand og hans lille gruppe. Filmen bygger på virkelige begivenheder og øjenvidneskildringer fra dagen hvor tyskerne besatte Danmark.
Filmen er meget realistisk skildret og det sammenpressede tidsforløb gør, at det hele tiden er spændende, også selvom man naturligvis kender resultatet af kampene på forhånd. Produktionsmæssigt er det flot lavet og kampscenerne er medrivende og realistiske. Som bonusmateriale på dvd'en er knap 25 minutter med interviews af de soldater der endnu lever og som oplevede kampene i Sønderjylland på egen krop.
Der er netop nu en lille bølge af danske krigsfilm på vej indover biograferne, bl.a. Tobias Lindholms "Krigen", om konflikten i Afghanistan, og Martin Zandvliets "Under sandet", om tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig.