Det kan nok undre, at Den tolvte knap nu udsendes i 2. udg. - 1. udg. kom i 1967 - for den hører til Trenters svageste. Udgangspunktet er den fantastisk spændende historie om kugleknappen, der dræbte Karl XII, og som opbevares på Varberg musæum. Trenter fører detektiven Harry Friberg ind i en kreds af fanatiske Karl XII-fans af begge køn, hvoraf en bliver myrdet. Et plot fra Trenters hånd er altid kompliceret, men her er det indviklet til det forvirrende. Begivenheder og personer hober sig op, det hele bliver uoverskueligt, og læseren taber interessen længe inden finalen. Med al sympati for den altid elskværdige og hjælpsomme Harry Friberg, der sin vane tro også her tager sig tid til nogle udsøgte måltider på Opera-källaren indimellem, at han hjælper damer i nød, må det siges, at Den tolvte knap er en af de kriminalromaner, som bibliotekerne godt kan springe over - eventuelt anskaffe/genanskaffe i beskedent omfang.