I 1965 arbejdede Audrey, en ung amerikansk kvinde, en sommer i Sverige, inden hun måtte vende hjem med et knust hjerte. I nutiden bliver Céline kontaktet af en amerikansk advokat. Hvordan kan familiehemmelighederne blive ved med at trække tråde gennem så mange år? For alle, der kan lide stilfærdige kærlighedsromaner og familiesagaer.
Céline arbejder på en café i Stockholm sideløbende med, at hun knokler for at slå igennem som kunstmaler. Hun har aldrig kendt sin amerikanske far og selvom hun har et tæt forhold til sin mor, bliver det bestemt ikke taget godt imod, da en advokat pludselig kontakter Céline på vegne af hendes amerikanske farmor, Audrey. Det viser sig at amerikanske Audrey selv tilbragte en sommer i Sverige i 1965, hvor hun fik sit hjerte knust inden hun måtte vende hjem til familiens planer om et giftermål i USA. Der er mange familiehemmeligheder, som aldrig er kommet frem i lyset. Men måske kan Céline og den aldrende Audrey sammen kaste lys over nogle af dem?.
Fin, stilfærdig beskrivelse af, hvordan kærlighed kan medføre alt fra hjertesorg til børn, hvis biologiske ophav altid har måttet holdes hemmelige for at sikre familiefreden. Romanen fungerer fint med koblingen af både de nutidige beskrivelser og de historiske tilbageblik på sommeren 1965, men de store følelsesudsving genererer fortællingen ikke.
Du vil også nyde norske Kjersti Herland Johnsens Jul på Himmelfjeld Hotel.