Da Cleo Brandt får nyt job hos politiet i sin gamle barndomsby, aner hun ikke, at hun snart vil stå midt i efterforskningen af en ulykke i sin egen familie - en ulykke, der hurtigt viser sig at være overlagt mord. For læsere af krimier med fokus på familiedrama snarere end vold og spænding.
Cleo er undsluppet barndomshjemmet og faderens tyranni i Sorgenfri og har skabt sig en tilværelse i Århus, mens hun venter på et gennembrud som kunstmaler. Finanserne er små, og hun lokkes af et jobtilbud i hjembyen som arkivar hos politiet. Den nye chef er underlig, og sammenlagt med den ufrivillige tilbagevenden til familien tvivler Cleo stærkt på det fornuftige i sit karrierevalg. Da faderen findes myrdet og sporene peger i mange retninger, kaster Cleo sig energisk og frygtløst ud i efterforskningsarbejdet. Men faderen var en mand med mange fjender, og selvom hun hurtigt fornemmer, at noget større er på spil, er det svært at skaffe beviserne og redde sig selv og sin familie.
Udmærket krimi, hvor hovedpersonens privatliv, efterforskning og plot væves ind i hinanden. De personlige problemer og familiedramaet fylder mere end selve efterforskningen, og bogen vil især glæde læsere, der ikke bryder sig om for meget vold og blod. Sproget er enkelt og lettilgængeligt.
Læs også krimierne af Lotte og Søren Hammer eller serien om Kajsa Coren, hvor Alene i mørket er første bind.