Drabsefterforsker Tracy Crosswhite fra politiet i Seattle genåbner den traumatiserende sag om sin egen søster, der forsvandt sporløst for tyve år siden. For læsere af amerikanske krimier.
I de tre første bind i serien "En Tracy Crosswhite thriller" arbejder drabsefterforsker Tracy Crosswhite med uopklarede eller henlagte sager om forsvundne eller dræbte kvinder. Sagerne er 20-30 år gamle, og forskellige omstændigheder får Tracy til at efterforske dem mod sin chefs vilje. Sagerne viser sig at være mere komplicerede end som så, og der er mange mennesker, som ikke er interesserede i, at gamle hemmeligheder kommer for en dag. Tracy vender alle sten, genbesøger egne traumer og ender med at opklare alle sagerne. Robert Dugoni har for år tilbage udgivet to spændingsromaner på dansk, og på engelsk er der 10 bind i serien med Tracy Crosswhite.
Krimi i mellemklassen, hvor hvert bind er lidt bedre end det foregående i serien. Plottet er ok, men fremdriften langsom, og udsvingene på spændingskurven er små. Tracy Crosswhite er sympatisk og dog forudsigelig, og det samme er skildringen af de øvrige personer og miljøer.
Kan sammenlignes med amerikanske forfattere som fx Lisa Gardner og Dennis Lehane.