Engelske Juliet har ikke været tilbage i Paris, siden hun som ung måtte forlade byen. Hun elskede Paris og efterlod et stykke af sit hjerte, da hun forlod den. Nu er hun skilt, børnene er flyttet hjemmefra og ingenting kan holde hende væk længere. For alle, der kan lide varme feel good-romaner.
Juliet og hendes eksmand er stadig de bedste venner, men efter skilsmissen er de enige om, at de hver især vil lede efter lykken igen. Hun beslutter sig for at leje en lille lejlighed i Paris og har givet sig selv 30 dage til dels at få startet på den roman hun drømmer om at skrive, og dels at opleve den vidunderlige parisiske stemning. Det er 30 år siden, at Juliet sidst har været i den smukke by, hvor et au pair-ophold fik en brat afslutning. Men hun har aldrig glemt byens livlige caféer og parker, en god veninde og sin første forelskelse. Mon det hele er som, hun husker det? I hvert fald er det på tide, at hun udlever sin drøm om at blive forfatter. Men dét indebærer også, at hun må konfrontere fortidens spøgelser og finde ud af, hvordan det hele kunne gå så galt.
En sød roman om en kvindes vej til at finde nyt livsindhold og endda kærligheden, selvom hun er blevet 50. Forfatteren skriver vidunderligt og stemningsfyldt om byernes by, så det nærmest føles som at være der selv.
Du vil også elske Sarah Morgans Sommer i Paris.