En blanding af Hanne Stragers egen forskning om spækhuggere og et historisk tilbageblik på menneskets forhold til det store dyr. For interesserede i spækhuggere og havbiologi.
Hanne Strager har været optaget af spækhuggere, den største delfinart der findes, lige siden hun som biologistuderende fik hyre på en båd for at lede efter spækhuggere ud for Norges kyst. Siden har hun rejst rundt i verden for selv at studere, dokumentere og forske i spækhuggerne. Spækhuggere er intelligente rovdyr, som oftest jager i flok. De er hadet af fx fiskere og hvalfangere, som synes de tager deres fangst og ødelægger deres net, dog er de i USA og Canada højt respekterede ikoner. Derfor fylder menneskets forhold og behandling af spækhuggere også i Hannes beretning og det er desværre ikke altid, at menneskene behandler dem godt. Det var den russiske journalist Masha Netrebenko med til at dokumentere i 2018, da hun med en drone filmede dyrene i fangenskab og senere publicerede filmen på Facebook. Bogen er illustreret med 50 af Hanne Stragers fotos fra hele verden og afsluttes med litteraturliste og noter.
En spændende veksling mellem beskrivelser af spækhuggere rundt om i verden samt historiske beretninger om menneskets forhold til dyret op gennem tiden. Velfortalt og med en passion for dyret, som brænder ud igennem siderne.
Det er den første bog om emnet på dansk, som henvender sig til et voksent publikum.