En brandvarm sommerdag bliver en mand skubbet ned på skinnerne foran et undergrundstog. I hans lommer finder politiet et kort med en engel på. Vicekriminalkommissær Don Burns får brug for psykolog Alice Quentins hjælp til at fange morderen, inden han slår til igen. Til læsere af engelske krimier.
Psykologen Alice Quentin bor i London og arbejder på et psykiatrisk hospital. Hun er mærket af en traumatisk barndom, og forholdet til sin bror, der er psykisk syg. Hun løber lange ture og det er under en af disse hun i "Skammens gravplads" finder et lig. Fundet bliver startskuddet til hendes samarbejde med vicekriminalkommissær Don Burns, der har brug for hendes erfaring som kriminalpsykolog til gerningsmandsprofiler og som observatør ved afhøringer. De fortsætter samarbejdet i "Engledræberen" hvor en seriemorder er på spil i Londons finansdistrikt. I "Vinterens hittebørn" har en række kidnapningssager i London en direkte forbindelse til én af de indsatte i det psykiatriske fængsel Northwood, hvor Alice nu arbejder. Bøgerne bør læses i rækkefølge.
Tre hurtigt læste og underholdende krimier. Der er meget fokus på Alice i bøgerne, og efterforskningen følges udelukkende fra hendes synsvinkel. Der bruges meget plads på hendes privatliv og de problemer hun har der. Alice er en sammensat hovedperson, der kan være svær at holde af. Bøgernes plot er spændende, men ikke svære at regne ud.
Kan sammenlignes med krimier af Val McDermid, samt Michael Hjort og Hans Rosenfeldts, der også har psykologer i hovedrollen.