Farrah Lin har glædet sig til at studere et år i Shanghai og er helt sikker på, at dette også bliver året, hvor hun kommer sig over sin ekskæreste. Men er Blake Ryan, en lidt for selvglad tidligere footballspiller, virkelig den rigtige vej at gå? 1. del af serie for fans af romances.
Da en gruppe 21-22-årige ambitiøse, amerikanske studerende skal bo i Shanghai for at studere, opstår der venskaber, kærlighed og naturligvis minder, de aldrig vil glemme. Selvom de unge kommer fra vidt forskellige steder i USA og måske aldrig ville have mødtes, hvis ikke det det var for Shanghai, så bliver det fælles møde med en ny kultur en oplevelse, der ryster dem tæt sammen. Fælles for de unge er forældrenes høje ambitioner, som også komplicerer både kærligheden og fremtidsdrømmene, mens de bliver voksne i løbet af serien, der strækker sig over 5 år.
Vanvittig god romance-serie fyldt med intelligente, smukke unge mennesker, som hver især har deres at kæmpe med uanset deres forskellige baggrunde. Mens bind 1 og 2 bør læses i sammenhæng, kan bind 3 og 4 fint læses hver for sig - og serien bliver kun mere og mere sexet efterhånden som hovedpersonerne bliver ældre. Ana Huang er med rette kåret som enevældig dronning over de sexede romances på BookTok, og denne serie er helt på niveau med hendes øvrige bestsellers.
Du vil også elske Ali Hazelwoods Hader at elske dig, hvor man også følger forskellige kærlighedshistorier på tværs af USA.