En mystisk morder hærger på de ellers idylliske Scillyøer. Morderen iklæder sine ofre en bryllupskjole og skaber panik blandt både de lokale og de mange turister. Det bliver en sag for den karismatiske kriminalinspektør Ben Kitto. For læsere af spændende, stemningsfulde britiske krimier.
4. del i serien "En Hell Bay-krimi" om kriminalinspektør Ben Kitto, som lever og arbejder på de smukke, men også afsidesliggende Scillyøer. Det er højsommer og under en svømmetur spotter Kitto en kvinde, der hænger ned fra en klippe. Det viser sig at være en ung studerende fra Letland, som er blevet brutalt myrdet og blevet i klædt en brudekjole og vielsesring. Senere på dagen modtager Kitto et billede af offeret, påført linjer fra en gammel bryllupssang. Morderen må være en del af lokalsamfundet, så Kitto og hans hjælpere lukker øen ned, så ingen kan komme væk. Snart sker dog endnu et overfald, og panikken breder sig på øen. For at undgå flere dødsfald samler Kitto de potentielle ofre på det lokale luksushotel.
Velskrevet og underholdende who-dunnit-krimi, hvor man gætter med ind til sidste side. Den er velkomponeret og indeholder nogle fine og atmosfærerige skildringer af livet på en isoleret ø. Lidt utraditionelt for en krimi er store dele af bogen komponeret som en jeg-fortælling (set fra Kitto), og det fungerer fremragende.
Andre krimier der bruger isolerede samfund som udgangspunkt for handlingen er fx Maria Adolfsson "En Doggerland-krimi" og Ann Cleves "Shetland-serien".