Freya har ikke talt med Arthur, hendes læremester indenfor antikviteter, i 20 år og nu er han død. Han har efterladt et brev til Freya fyldt med koder, som tyder på, at Arthur med sandsynlighed blev myrdet. For læsere af stilfærdige krimier.
På opfordring fra sin excentriske tante, tager Freya hjem til begravelsen. Straks ved ankomsten får hun overleveret et brev stilet til hende fra nu afdøde Arthur. Brevet er fyldt med kryptiske beskeder og alt tyder på, at Arthur blev myrdet i sin antikvitetsforretning. På forhånd har han arrangeret, at Freya skal af sted på weekendtur til en herregård, hvor Freya skal vurdere stedets antikviteter. Hun opdager hurtigt, at stedet er fyldt med forfalskninger, og husets beboere er fjendtligt indstillet. Arthur var uden tvivl på sporet af noget, og det er nu op til Freya at afsløre svindlerne og måske finde Arthurs morder.
Hyggelig krimi med et godt plot. Kendskabet til antikviteter fremstår troværdig. Den store viden kommer fra forfatterens mor, der er antikekspert på BBC. Krimien består af korte kapitler, der holder læsningen i gang. Sidst i bogen er der en cliffhanger, så fans kan glæde sig til en fortsættelse.
Louise Penny skriver tilsvarende hyggelige krimier, og ellers kan man ty til Elly Griffiths bøger.