Et krigsskib gik ned ud for Orkneyøerne i 1916. Gennem tiden har mange sat livet på spil på grund af rygter om skibets last af guld og ædelstene. Nu findes en ukendt mand druknet i området for forliset, og da en svensk dykker er savnet i samme område, tager svensk politi til Orkneyøerne. For læsere af svenske skærgårdskrimier.
Kriminalinspektør Karin Adler fra Marstrand på Sveriges vestkyst tager sammen med en kollega til Orkneyøerne for at finde den savnede svenske dykker Bo Stenman. Folkene på skærgårdskysten i Orkney er venlige, men tavse, og længe kommer Karin Adler ikke rigtig videre. I krydsklip følges Bo Stenman på en dykkeropgave i 1977, hvor man ledte efter skatten på det gamle sunkne krigsskib. Det viser sig at være en farlig ekspedition, hvor ikke alle spiller rent spil. Nutidssporet, som foregår omkring 2016, nærmer sig gradvist sporet fra 1977 og kulminerer på voldsom vis. Det er sjette selvstændige bind i "Krimiserien med Karin Adler", hvor første bind er Fyrmesterens datter fra 2010.
Ann Rosman holder ikke sit vanlige niveau i denne krimi. Hun bruger sin velafprøvede kompositionsteknik med at lade nutids- og fortidsspor køre parallelt for til sidst at mødes, men det fungerer ikke optimalt her. Handlingen er meget længe om at komme i gang og er kun spændende i glimt hen mod slutningen.
Også svenske Mari Jungstedt, Camilla Läckberg og Viveca Sten skriver skærgårdskrimier.