Interessante og lavmælte refleksioner om eksistens og grænsesituationer mellem liv og død. For interesserede i klassiske essays om tilværelsens eksistensvilkår.
Stig Dankert Hjort er psykoterapeut og har et fagligt forfatterskab bag sig. SDH åbner dog op for en anden genre med disse fem essays. De indledes med tre længere tekster om Søren Kierkegaard, dødens dualistiske og eksistentielle væsen samt en tekst om SDH's egen slægtshistorie ledsaget af to korte, mere artikelprægede essays om den trykte bogs værdi og dødsbegrebet.
Trods den lidt uambitiøse titel, viser SDH sig som en habil essayist. Især den lange indledningstekst "En note om Søren Kierkegaards indesluttethed - neurose, sygdom og død" er rigtig interessant, fordi forfatteren dykker ned i både SK's psykologiske tilstand og væsen og datidens mere begrænsede indsigt i digterens dokumenterede fysiske svagelighed, men hvis egentlige dødårsag, der stadig hersker lidt tvivl om. Det giver både en analyse af, hvilken påvirkning det kan have haft på SK's livssyn, forfatterskab og personlighed. Ikke spekulativt, men seriøst undersøgende. Tankevækkende er også den selvbiografiske tekst om den elskede fætter og ven Allans dramatiske invaliditet og død, der giver anledning til refleksioner over dødens væsen.
Bogen minder ikke om SDH's øvrige faglige forfatterskab, men lægger sig fint i traditionen fra seriøse essayister som Ole Winding, Ole Sarvig og Frederik Dessau.