Da 20-årige Marie finder ud af, at hendes far ikke er hendes rigtige far, braser hendes verden sammen. Hun stikker af på interrailtur med en veninde, i håbet om at kunne finde sin rigtige far. Heldigvis møder hun den lækre italiensk-amerikaner, Romeo, i toget. For yngre voksne.
Marie nyder livet som storesøster og viljestærk datter i den lille, kærlige Nørrebroske familie. Efter sommerferien venter universitetet, men under en sårbar samtale i familien, finder hun både ud af, at hendes far er alvorligt syg og at han ikke er hendes biologiske far. Rasende vil hun bare væk fra det hele og springer med på veninden, Almas, allerede planlagte interrailtur. Marie kan ikke engang overskue, at fortælle Alma at hendes verden er styrtet sammen, hun skal bare væk fra det hele. Inderst inde håber Marie dog på at finde sin biologiske far på rejsen. Men da Alma opdager, at Marie er stukket af hjemmefra, bliver hun rasende. Nu har Marie kun Romeo, som pigerne har mødt på togrejsen. Han er desværre bare både alt for selvglad og helt utroligt lækker.
Underholdende og velfortalt dansk dannelsesroman, som dog har en noget umoden 20-årig hovedperson, der kan være lidt svær at relatere til. Ordet "søsken" som en kønsneutral betegnelse for en bror/søster signalerer det moderne take på genren. Romanen virker generelt meget ungdommelig.
Kan sammenlignes med fx Solfrost af Rebecca Houmøller.