En ung kvinde forsvinder på en parkeringsplads. Umiddelbart er der ikke nogle spor at arbejde med. Efter nogle måneder bliver journalisten Ray Wyatt sat til at skrive en artikel om sagen. Og pludselig sker der noget. Til læsere af spændingsromaner, hvor der både er forsvundne personer, fokus på opklaringsarbejdet og et fint journalistisk lag.
I Vermont er kæresteparret Sam og Kevin på køretur. De skal til Canada, hvor Sam skal flytte til. De kører dog en omvej, da en af Kevins venner gerne vil have dem til at lave nogle videooptagelser af nogle specielle steder. Efter sigende forsvinder der mange mennesker i området. Da de er på et motel, forsvinder Sam! Umiddelbart er der ikke nogle spor, og ret hurtigt løber efterforskningen ud i sandet. Efter nogle måneder, i New York, møder vi journalisten Ray Wyatt der efter handlingen i Gennem ilden har mistet sit job. Nu får han en ny chance på et nyt nyhedsmedie, hvor han skal skrive en længere artikel om Sam. Og pludselig dukker der nye spor op, spor som måske har noget at gøre med seriemorderen som offentligheden kender som Hydra. Andet bind, ud af tre, i serien "En Ray Wyatt-thriller".
Der er tale om elementær spænding og godt plothåndværk. Handlingen glider sikkert frem og der er tilpas mange drejninger til at man til sidst sidder med svedige hænder.
Udover 1. bind i serien anbefales Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret, hvor en kvinde også forsvinder sporløst.