En dokumentarisk fortælling om en af Stasis vigtigste danske spioner, Flemming Sørensen. Et hidtil ufortalt stykke danmarkshistorie som er guf for alle læsere med interesse i den kolde krig, Danmarks forhold til Tyskland og spionage.
Første gang den danske journalist Flemming Sørensen (1930-2016) føres for en domstol, tiltalt for spionage for det østtyske diktatur, er i 1983. Hovedvidnet er hans ekskæreste og hendes vidneudsagn er ikke nok til at få ham dømt, så først i 1997 lykkedes det to danske journalister at afsløre Flemming Sørensen som spion med dæknavnet Flame. Bogen er en gennemgang af Flemmings liv og virke som journalist og agent. Den er baseret på omfattende research i Stasis arkiver og det er også lykkedes forfatterne at få venner, fjender, ofre og Flemmings nære familie i tale - flere af dem udtaler sig for første gang. Bogen indeholder sort hvide fotos. Begge forfattere til bogen har flere biografier på CV´et.
En velskrevet dokumentarisk fortælling som tager læseren med helt ind bag kulissen i Flemming Sørensens liv. Den har et lækkert layout, veldisponerede afsnit og er skrevet så alle kan være med.
Lenz handler også om en mand der arbejdede som agent for Stasi.