Flere narkomaner dør på mystisk vis. Det er op til den private efterforsker Ole Vik og politiholdet fra Fjellberghavns politi at komme til bunds i sagen. Til læsere af nordiske krimiserier.
Vi er i den fiktive norske skærgårdsby Fjellberghavn. En mand, der kører en varevogn, bliver myrdet. Der er også flere narkomaner, der dør under lidt mystiske omstændigheder - i den sammenhæng hører vi om begrebet "Judasskud." Narkomanen Elinor har en stor narkogæld, der gør at nederdrægtige bagmænd truer hendes familie. Så noget grusomt lurer under overfladen i den ellers idylliske by. Ole Vik bliver igen indblandet i sagen, og sammen med politikommissær Cecilie Hoppens skal han placere brikkerne i et kompliceret puslespil. Det hele spidser til, da det viser sig, at der er en muldvarp i politistyrken. Det gør at forbryderne hele tiden er et skridt foran! Den 11. roman i serien om Ole Vik og politiet i Fjellberghavn.
Endnu en klassisk kriminalroman fra Jørgen Jægers side med fokus på plotafvikling og Ole Vik som karakter. Det er ganske effektiv underholdning med en del klicheer. Det der for alvor løfter romanen op på et fint niveau, er selve det grusomme (og effektivt formidlede) element med "Judasskud", det er en god ide.
Udover de foregående 10 bind i serien kan en anden norsk krimiforfatter som Jørn Lier Horst og hans serie om William Wisting anbefales.