Da Alice bliver forladt af kæresten William efter 17 års parforhold, er hun pludselig tvunget til at lære sig selv at kende på ny. Til romancelæsere med interesse for kærlighedssorger og singleliv.
Alice har mistet sin (barndoms)kæreste William og med ham sit hjem, sin anden familie og sit faste ståsted i verden. Hun flygter ud sin brors sommerhus for at komme sig oven på bruddet, men bedst som hun er godt i gang med at drukne sine sorger i Whitney Houston og alkohol, dukker den overparfumerede ejendomsmægler Sebastian op. Trods hans glatte og tilsyneladende humorforladte ydre er Alice alligevel lidt tiltrukket af ham. Da Alice via sine veninder finder ud af, at William kort efter bruddet er begyndt at kysse med andre, beslutter hun sig for at komme videre og sige: "ja til det hele: rødvin, is, dates, Tinder". Det inkluderer også at udgive sig for at være Sebastians kone for at hjælpe ham ud af en knibe, hvilket udvikler sig til et længere bekendtskab. Historien fortælles både fra Alices og Sebastians perspektiv.
Velskrevet og sød fortælling, som helt sikkert vil appellere til mange romancelæsere. Der er fin balance mellem det humoristiske og det alvorlige, og de vekslende fortællerperspektiver tilføjer dynamik til fortællingen.
C. G. Valentins Et øjeblik med dig er også en dansk kærlighedsroman om en ung kvinde, der bliver forladt.