En 17-årig dreng bliver fundet tortureret og myrdet i en kælder på et herberg. Journalisten Billie Karlsson går undercover på den myrdedes gymnasium, for at dykke ned i sagen. For krimilæsere.
Andet bind i den svenske krimiserie om journalisten Billie Karlsson, der undersøger mord og hjælper politiet. Da den 17-årige Leo bliver fundet brutalt myrdet i en kælder på et herberg i en af Stockholms nordlige forstæder, beslutter Karlsson at gå undercover som lærer på hans gymnasium for at afdække sandheden bag drabet. Samtidig drømmer 19-årige Denise om et glamourøst liv i storbyen, men hendes ambitioner fører hende ind på en farlig vej. Sagen tager en endnu mere alvorlig drejning, da en politibetjent bliver dræbt under en ellers rutinemæssig razzia. Hændelsen får vidtrækkende konsekvenser for Billies bedste veninde, politibetjenten Klara. De tre skæbner flettes sammen i en intens fortælling, der trækker Billie dybere ind i en skyggeverden, hvor grænsen mellem retfærdighed og desperation bliver mere og mere sløret.
Spændende krimi i et letlæst sprog. Handlingen og karaktererne er ikke komplekse. Det er en velkendt opskrift med to hovedpersoner, hvor den ene, er en journalist, der skal samarbejde med politiet. Det anbefales at have læst første bog i serien, Tavs vrede, først.
Opbygning og karakterer minder meget om opskriften hos Liza Marklunds serie om Annika Bengtzon, hvor Nedtælling er første bind.