Den hårdkogte kriminalkommissær Banjit Thomsen er tilbage i ny hæsblæsende krimi, der trækker tråde dybt ind i hendes egen familie og fører hende til Italien. For læsere af tempofyldte kriminalromaner med masser af dramatiske overfald og mord.
Banjits farmor bliver myrdet på sit plejehjem, skudt direkte i brystet. Kort forinden har farmoren betroet Banjit en hemmelighed fra sin fortid og Banjit kæder hurtigt de to hændelser sammen. Bogen har et større persongalleri og et plot der udspiller sig primært i 1960'erne og i 2018, i henholdsvis Italien, Danmark og den Dominikanske republik. Banjit og hendes kolleger er på jagt efter Mussolinis gemte skat, der repræsenterer en helt ufattelig værdi, men både italienske fascister, mafiaen og dominikanske idealister er i hælene på dem.
Tempofyldt, hårdkogt og fremadskridende krimi, hvor mange ledetråde serveres og belejligt går op, på en måske lidt for letkøbt og usandsynlig måde. Plottet er dog spændende nok og med mange kantede karakterer.
Forfatteren har skrevet flere bøger om kriminalkommissær Banjit Thomsen, den første hedder Smuk som et nakkeskud Forfatteren Dan Brown skriver også tempofyldte krimier med mange personer, konspirationer og komplots, men Jan Eriksen er mere hårdkogt og konkluderer hurtigere på små hints og er derfor meget mindre detaljeret.