Efter Libby Rhodes' formodede død skal de resterende fem kandidater starte på deres andet års optagelsesprøve til Det Alexandrinske Selskab. Hendes fravær skaber et tomrum, som tydeliggøres gennem prøverne som hver enkelt kandidat nu skal gennemgå i bestræbelserne på at blive optaget. Prøver som udstiller deres respektive svagheder. For unge og voksne læsere af fantasy med filosofiske temaer.
Dette 2. bind i trilogien "Atlas six" fortsætter, hvor bind 1 slap. De fem tilbageværende kandidater er rystede efter Libbys forsvinden og formodede død. Kun Nico de Varones tror hun stadig er i live og leder efter hende. Gruppen fortsætter deres studier, men ingen stoler på hinanden i en verden, der er gennemsyret af magi, hemmeligheder, forræderi, forførelse og magtbegær.
Bogen er som sin forgænger en solid sag på over 500 sider, der præsenterer mange aspekter af livets store spørgsmål, og det at være menneske. Handlingen er spændende, personerne vedkommende og spændingskurven holdes hele vejen. Man følger på skift de udvalgte magikere, når de gennem fortællingen testes på mentale som fysiske planer, så perspektivet ændrer sig ustandseligt. Sproget er præget af dialoger og de filosofiske temaer kræver noget af læseren. Fortællingen har en åben slutning.
Bogen lægger sig op af titler som Leigh Bardugos "Grisha"-trilogi samt Rebecca Yarros "Empyrian-serien".