Da en ung politibetjent bliver ufrivilligt sygemeldt, begynder hun helt privat at efterforske en sag om en forsvunden mand. Sagen viser sig at have relation til organiseret narkohandel. Til læsere af nordiske krimier.
Laura Ravnsborg er en ung og uerfaren politibetjent, der har ambitioner om en stilling i drabsafdelingen. Disse drømme bliver dog sat på stand by, da en ældre efterforsker forsøger at forføre hende, hvorefter han siger, at det var hende, der startede! Mens sagen undersøges internt, bliver Laura sygemeldt på ubestemt tid. Men hun holder ikke fri. Hun hjælper nogle bekendte med at lede efter en ung mand, der er forsvundet. Den unge mand, der arbejder for et shippingfirma, har muligvis har gjort nogle narkobagmænd vrede. Første bind i en ny krimiserie om Laura Ravnsborg.
En ganske velfungerende kriminalroman. Der er en fin vekselvirkning mellem det personorienterede og med at få introduceret Laura som ny hovedperson, og der er flere neglebidende spændingssekvenser. Fra en flugt i Brasilien, over en aftentur til et sommerhus til den spektakulære afslutning. Og så er det dejligt med en ikke-erfaren efterforsker, det giver kant.
Forfatteren har eksempelvis tidligere skrevet krimiserien om Jens Ringaard, se første bind Mysteriet om Jenny, hvor der er tale om en mere erfaren efterforsker. En anden krimiserie om en handlekraftig København-baseret kvindelig politibetjent er Sara Blædels serie om Louise Rick.