Der bliver ledt efter liv i rummet som aldrig før. Men hvad er det vi leder efter, hvad definerer liv, og ville vi kunne genkende andre livsformer? Tag med på rejsen efter liv. For læsere med interesse for astronomi og biologi.
I "Vores levende univers" tager videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergård os med på en tur efter liv i universet fra 1970'ernes forsøg med Viking-sondernes Mars-rejse og op til nu. Det er fx ultraresistente mikrober og vand på Mars, der indikerer liv. Hurtigt løber man dog ind spørgsmålet om, hvad der definerer liv. Kan vi anvende vores egen livsform som en indikator, eller skal der tænkes anderledes? Der er også paradokser forbundet med at lede efter liv, som fx den høje sandsynlighed for udenjordiske civilisationer og manglende beviser for netop det samme. Konklusionen er, at vi befinder os i en præopdagelsesefase, og når udenjordisk liv bliver verificeret, så vil det få betydning for vores måde at se universet på.
Gunver Lystbæk Vestergårds bog er flot formidling og kommer vidt omkring et komplekst emne. De mange mindre historier og anekdoter fra videnskabens laboratorier gør læsningen varieret og tilgængelig. Samtidigt kommer bogen i dybden med en både videnskabelig og tankeprovokerende indgang til livet, den måde, vi ser universet på, livets former og den videnskabelige bevisproces.
Er vi alene? har en lignende indgangsvinken men er knap så dækkende og opdateret.