En ung kvinde bliver, angiveligt, voldtaget på et hotel. Men da politiet skal i gang med efterforskningen, forsvinder kvinden! Da poltiet efterforsker sagen, viser den sig at have relation til en gammel mordgåde, og snart vælter skeletterne ud af skabene! Til læsere af krimier.
Karlstad, Sverige. Politimanden John Adderley bliver kaldt ud til en mulig voldtægtssag. John er tidligere FBI-agent, men efter en hændelse i USA, flyttede han til Sverige med en ny identitet i bagagen. Da John skal til at afhøre kvinden, er hun forsvundet. Sideløbende møder vi Martin, der arbejder for firmaet "Glennfalks Ejendomsudvikling", som ejes af en byens rige familier. Martin er familieoverhovedet Torbjörns højre hånd. Torbjörn hjalp Martin med at komme væk fra en kriminel løbebane. Det går op for Martin, at Torbjörn, og dermed firmaet, ikke har rent mel i posen. Samtidig viser det sig, at den forsvundne kvinde har en relation til Martins chef. Og så bliver en mand myrdet. Fjerde bind i serien om John Adderley.
Effektiv, velskrevet og elementært spændende krimi som har et virkelig godt persongalleri og specielt Martin er en skøn karakter, der gennemgår en vedkommende udvikling. Selvom bogen godt kan læses selvstændigt, skal man læse de foregående bind i serien, der begynder med Det sidste liv først, for at få den komplekse baggrundshistorie med Adderley med.
Stefan Malmströms krimiserie om Luke Bergmann har også en hovedperson med en speciel fortid og foregår ligeledes i Sverige.