Saphira driver "Drageungernes café" i byen Starshine Valley - et fristed for drager og ryttere. Saphira er bekymret for, at stigende udgifter vil tvinge hende til at lukke caféen. Men så kommer Aiden, byens unge gartner, med et forslag, og varme følelser blusser op. Magi og romantik for yngre voksne fantasylæsere.
Fantasyfortælling, der foregår i et lille lokalsamfund og følger den 25-årige Saphira Margala. Hendes café er på kort tid blevet et samlingspunkt for drageryttere og deres drageunger, også kaldet draglinger. Men de små, ildspyende væsner ødelægger jævnligt caféens inventar og koster Saphira dyrt. Aiden Sterling er ud af den højtagtede dragefamilie, Drakkonslægten, men han er mere interesseret i planter end drager. Da Aiden og Saphira mødes, slår det gnister, og Aiden imponeres af Saphiras tag på drager og tilbyder hende en rundhåndet sum for at træne hans drageunge, Sparky. Bogen er første danske udgivelse af den pakistansk-amerikanske forfatter A.T. Qureshi.
Fortællingen er en lidt anderledes blanding af fantasy, feelgood og romantik, men bogen rummer en særdeles hyggelig, letlæst og underholdende læseoplevelse.
Minder fx om Pumpkin Spice-caféen, der også er en "modsætninger mødes i en lille by"-kærlighedsroman, dog uden drager.