Jossan er flygtet til Stockholm for at starte på en frisk. En dag får hun brev om, at hun har arvet alt efter Henry, en af stamgæsterne på den bistro, hvor hun arbejder. Men hvem var Henry, og hvorfor har han efterladt alt til Jossan? For læsere af feel good-romaner.
Josefine, kaldet Jossan, har vendt sin familie ryggen og ønsker kun at lægge afstand til dem og de hændelser, der er gået forud for bruddet. Hun forsøger at skabe sig et nyt liv og har fået job som tjener på en lille bistro. Her får hun særlig opmærksomhed fra en af gæsterne, men det lægger hun ikke noget i. Kort efter modtager Jossan et brev fra en advokat, der oplyser, at hun er arving til boet efter en Henry Alfvén. Først tror hun, at der er tale om en fejl, men hun bliver alligevel nysgerrig. Henry var manden fra bistroen, og han hævder, at de er i familie. Under oprydningen af Henrys lejlighed begynder Jossan at grave i Henrys liv og dermed at samle brikkerne til sin egen familiehistorie. Måske vil det endog lykkes Jossan at forsone sig med sin fortid og dermed åbne op for en lysere fremtid?.
En underholdende feel good-roman med en underliggende udviklingshistorie, hvor jagten på Henrys fortid og dermed Jossans egen historie flettes ind i hovedpersonens egen følelsesmæssige rejse og udvikling. En fin fortælling om at finde ind til sig selv, det ægte og de oprigtige relationer - tilsat masser af svensk hygge.
Til læsere af fx Caroline Säfstrand, Emma Hamberg og Christoffer Holst.