Svenske Julia er medejer af et lille galleri i Cape Town og har også et kommunikationsbureau. Hun er faldet godt til i byen og nyder sin skønne kæreste. Men et dødsfald vender op og ned på situationen, og Julia må bruge al sin kreativitet og charme for at komme ovenpå igen. For læsere af feel good-romaner.
Vi møder igen Julia, som vi stiftede bekendtskab med i Det lille galleri i solen Hun har en dejlig kæreste Max og er medejer af et galleri sammen med sin nabo Leanne. Vi møder også Bianca igen, den kendte helseinfluent, hvis mand er tørlagt alkoholiker. Julia har netop, sammen med sin søn Theo, været på ferie hjemme i Sverige, og hun glæder sig til at vende tilbage til galleriet i Cape Town. Dog går det ikke alt for godt med hverken galleriet eller hendes eget lille kommunikationsbureau, da der har været en lang tørkeperiode i Sydafrika og folk sparer på pengene. Bedst som Julia forsøger at se positivt på tingene, bliver hendes verden vendt på hovedet, og hun må begynde forfra igen.
En sød roman om en flok kvinder, som har ben i næsen og som forsøger at sætte deres egne behov og lykke først. Persongalleriet er overskueligt og handlingen er i et roligt fremadskridende tempo.
Vingården for vilde drømme er også en feel good-roman med svensk afsæt, om en kvinde hvis liv bliver vendt på hovedet.