Amalie elsker at bo på Bjørkø, hvor hun driver sin blomsterbutik og har familien tæt på. Men blomsterbutikken trues af en landsdækkende kæde, hendes søster er dødeligt syg, og nu vil den lækre automekaniker Mikkel stable et bilvæddeløb på benene. Kan hun rumme det hele? For feel good-læsere.
Amalie er glad for, at hun var en af de unge, som valgte at blive på Bjørnø. På den måde kan hun tilbringe mest mulig tid med sin søster Selma, der er ramt af den dødelige sygdom ALS. Som pårørende er hun allerede mærket af ventesorgen, men også opsat på at få mest muligt ud af tiden med sin søster. Amalie har selv været forelsket i Mikkel siden skoleårene, hvor han i stedet fandt sammen med Amalies veninde og konstant lavede ballade. Som voksen har Mikkel fundet sig til rette med sit eget autoværksted på Bjørkø, men kæmper for at blive taget seriøst, da han drømmer om at genoplive øens gamle bil-væddeløb. Heldigvis bakker både Selma og Amalie op om hans vilde idé.
De svære emner som fx død og sygdom skygger ikke for det hjertevarme gensyn med den lille danske ø her i 3. del af "En Bjørkø-roman". Romanens livsglæde og forfriskende kærlighedshistorie bliver tværtimod dejlig jordnær og relaterbar. Her er fokus på at nyde livet, så længe man har det, respekt for gamle traditioner og frem for alt, fællesskabet på øen.
Handlingen i den svenske Bølger af længsel er også centreret om sorg, sammenhold og alvorlig sygdom.