Holmes og Watson skal hjælpe en guvernante, som er ude for mystiske og uhyggelige oplevelser, der hvor hun er ansat. For 10-14-årige.
Sherlock Holmes og hans ven Dr. Watson bliver kontaktet af Miss Hunter. Hun er skræmt fra vid og sans, fordi hun oplever uhyggelige ting som guvernante. Ægteparret, hun arbejder for, opfører sig underligt, og har forlangt, at hun skal klippe sit lange hår af, og at hun skal bære en speciel blå kjole på bestemte tidspunkter. De har desuden en stor bidsk hund, som angriber folk, hvis den bliver sluppet løs. Sherlock og Watson haster afsted, for at opklare mysteriet. Teksten er delt ind i 9 kapitler, og der er sort/hvid tegninger på mange af opslagene. Der er faktabokse på nogle af opslagene med forklaringer på svære ord. Bagest i bogen præsenteres henholdsvis Sherlock Holmes og Dr. John Watson. Bogen har hårdt omslag med illustration i farver. Teksten er oversat fra engelsk, og er en forkortet version af den oprindelige historie. Bogen er nr. 12 i serien "Sherlock Holmes for børn".
En rigtig fin og elementært spændende historie. Den vil helt sikkert appellere til spændings- og krimihungrende læsere, som har sans for det unikke Sherlock-univers fra gamle dage i London. Den bearbejdede tekst fungerer fint sammen med tekstbokse og illustrationer.
En anden bog om detektiver, som foregår i England i gamle dage kunne fx være Mit navn er Justice - mordene på Highbury House.