Engang var han verdens bedste tennisspiller. Senere fik han et misbrug og gik konkurs. Nu fortæller Bjørn Borg hele sin historie. Til de tennisinteresserede og særligt dem, som husker Borg fra tennisbanen.
Bjørn Borg vokser op i den lille svenske by Södertälje. Da han møder den karismatiske træner Labbe, udvikler han sig i en ung alder til at blive verdens bedste tennisspiller. Fem Wimbledon-titler og masser af andre turneringssejre blev det til. Men i en alder af 26 stopper han sin tenniskarriere. Presset og den megen opmærksomhed bliver for meget. Derefter følger mange turbulente år med rod i kærlighedslivet, mislykkede forretningseventyr, alt for mange stoffer og seniortennis som hans faste holdepunkt. Han lever et overfladisk jetsetliv i overhalingsbanen, og det er først, da han møder sin nuværende kone, at han finder ro i tilværelsen. De to har sammen skrevet bogen.
En velskrevet sportsbiografi, som fortæller historien om en af idrætsverdenens største stjerner. Borg skåner ikke sig selv i de ærlige beskrivelser af sine nedture og de indre dæmoner, han holder på afstand med et regelmæssigt og struktureret liv. Vi kommer bag de ofte opsigtvækkende overskrifter fra Borgs liv og bliver klogere på ham som menneske. Bogen er skrevet med et overblik og en afklarethed fra et begivenhedsrigt liv.
Det er første gang, at Bjørn Borg fortæller hele sin historie. En anden god tennisbiografi er Open om Andre Agassi.