Man kan kun nå den afsides bjergby Sassaia via en stejl grusvej. En dag dukker Emilia op med sin kuffert. Byens to andre beboere ser hende ankomme og undrer sig. Hvorfor slår den unge kvinde sig ned her, så langt fra verden? Til læsere af stærke fortællinger med noget på hjerte.
Den 31-årige Emilia er en ensom og ødelagt sjæl, der slår sig ned den lille bjergby i Piemonte. hvor hendes tante boede indtil sin død. Nu bor her kun skolelæreren Bruno og den ældre maler Basilio. Bruno mistede på dramatisk vis sine forældre som 11-årig og er aldrig rigtig kommet sig over det. De to ensomme sjæle knytter sig hurtigt til hinanden, og mødet med Emilia ændrer ham for altid. Men Emilia bærer på en stor hemmelighed, som hun for alt i verden ikke vil have, at Bruno får kendskab til. Som 16-årig fik Emilia en lang fængselsdom og er netop blevet løsladt. Hun har svært ved at vænne sig til livet uden for murene og at forlige sig med det, hun gjorde for 15 år siden.
Det er en stærk, bevægende og velskrevet roman om forbrydelse, straf og tilgivelse. Bruno er bogens fortæller, og gennem hans øjne oprulles både hans og Emilias historie. Brunos fortælling skifter mellem nutid og fortid og giver et gradvist indblik i Emilias liv og i det, der førte til hendes fængsling. Den fortælleform fungerer rigtigt godt, og som læser er man grebet fra første side. Velegnet til læsekredse.
Kan læses på linje med bøger af Valerie Perrin og Elena Ferrante.