Den enlige mor Taylor forsøger at opfylde sin drøm som modedesigner, men kæmper med at få enderne til at mødes. Togentusiasten Harry har brændt sig på et tidligere forhold, og hans akavede opførsel gør det ikke let at finde kærligheden igen. Kan Taylor og Harrys drømme indfries og kærligheden blomstre? Til dig, der elsker feel good-romaner, særligt fra små, britiske landsbyer.
Syersken Taylor bor i den lille, britiske landsby Hebbleswick med sin otteårige søn. Hun forsøger at slå igennem som modedesigner, men al hendes energi går til sønnen, der mobbes i skolen. Men så får landsbyen øjnene op for Taylors tøj, og hendes drøm virker ikke så fjern. Harry er togentusiast og socialt akavet, men da han ser Taylor på den lokale brætspilscafé, tør han måske satse på den eneste ene. Kan kærligheden blomstre og drømmene gå i opfyldelse? Bogen er i serie med Den lille brætspilscafé.
Sød feel good-roman, der kan læses uafhængigt af de andre i serien. Synsvinklen skifter mellem Taylor og Harry, hvilket giver en fin vekselvirkning. Problemerne med Taylors søn i skolen virker overfladisk behandlet, da han blot anses som mere "vanskelig" end andre børn frem for et barn, der reelt har brug for hjælp.
Jenny Colgans serie, der starter med Det lille bageri på strandpromenaden, foregår også i en lille engelsk by, hvor hovedpersonen forsøger at slå igennem med et kreativt erhverv, krydret med kærlighedsintriger.