Sandra har aldrig kendt sin far, så da hun vender tilbage til sin barndomsby for at begrave sin morfar, er hun fast besluttet på at finde ud af, hvem han er. Men Sandra må sande, at mange har noget at skjule og vil gå langt for at dække over sandheden. Til læsere af spændingsromaner.
Sandra er vokset op i en lille by ved havet sammen med sin mor, bonusmor og morforældre. Hendes far har aldrig været en del af hendes liv, og moderen vil ikke tale om ham. På Sandras 18 års fødselsdag forlanger hun at få sandheden om sin far at vide, og den viser sig at være grum. Moderen har altid fastholdt, at hun ikke har haft sex frivilligt, men at hun som ung blev bedøvet og voldtaget. Da Sandra vender tilbage til sin barndomsby for at begrave sin morfar, hendes sidste familiemedlem, er det samtidig med den mission at afdække, hvad der skete den nat på byens hotel, og hvem der udnyttede hendes mor. Men ingen lader til at ønske at sandheden kommer frem - selv befolkningen i en lille by har mange skeletter i skabene. I takt med at Sandra kommer tættere på sandheden, kan hun måske også opnå forløsning og finde ro i sit eget liv.
En interessant spændingsroman med afsæt i familiehemmeligheder og fortielser. Plottet fungerer fint, historien er velskrevet og med et troværdigt persongalleri. Sandras jagt på sandheden og udvikling undervejs er et fint ekstra lag i fortællingen.
Fans af spændingsbøger kan med fordel fortsætte med titler af Lisa Jewel, Lisa Scottoline and C.L. Taylor.