En mand findes brutalt dræbt i sit hjem i Billund, og snart kan der føjes endnu et lig på listen. Politiets rejsende efterretningsteam bliver sat på sagen, men der findes ganske få spor. For læsere af hæsblæsende krimier med blodige beskrivelser.
Efterforskningsleder af RET Iben Brahms står på bar bund efter mordet på en mand. Han var blevet bundet til sit spisebord med en blodig besked skrevet på maven samt sit kønsorgan skåret af og placeret på en tallerken. Alt tyder på en kvinde, der hader mænd og som vil give mænd en lærestreng. Imens efterforskningen står på, modtager efterforsker Asger Hartvig kryptiske beskeder, som muligvis har med sagen at gøre, men hvordan hænger det sammen? Det er 7. bind i Alfabetserien, hvor første bind er A - mørket lyver altid.
Velskrevet og spændende krimi, der er virkelig svær at lægge fra sig. Der er en god balance mellem efterforskningen og privatlivet. Bogen kan læses selvstændigt, men det anbefales absolut at starte forfra i serien.
Læs også Allan Erik Mortensens serie om NSE-gruppen med Jon Harding i spidsen, hvor første bind er Dø hvis du tør Den følger ligeledes et team i en efterforskning.