To terroraktioner rammer Stockholm, og mange dør. Hvem står bag? Hvem har interesse i at skabe en stor racekonflikt, der kan ende med borgerkrig? Til læsere af hæsblæsende nordiske krimier.
I teatret Dramaten i Stockholm bliver en opførsel af Hamlet afbrudt af et voldsomt terrorangreb. En kvinde, der råber Allahu Akbar, sprænger sig selv i luften, og mange dør. Nogle dage efter sker der et lignende terrorangreb på en moske i Stockholm. Hvem står bag terrorhandlingerne? I første omgang er politiet på bar bund, men så træder Julia Malmros, tidligere forfatter og politibetjent, og Kim Ribbing, superhacker, ind på scenen, og måske kan det umage makkerpar løse sagen, inden Stockholm forvandles til en krigszone. Samtidig skal Malmros og Ribbing, der er et par, pleje kærligheden, og Ribbing har desuden et opgør med fortiden. Og så spiller en supercomputer, og AI, pludselig en central rolle i handlingen! Sidste bind i "Blodstormen"-trilogien.
En meget effektiv og cliffhanger-båret nordisk krimi af høj kvalitet. Plottet er basalt spændende, og karaktererne sidder lige i skabet. Der klippes effektivt mellem de enkelte handlingstråde, og måden, AI bruges på, er ægte skræmmende og aktuel. Et metalag, der er bundet op på "Millenium"-serien og fine samtaler om både krimigenren og film, giver fortællingen noget ekstra. Serien bør læses i rækkefølge.
Det er oplagt at sammenligne med "Millenium"-serien, både i forhold til kvaliteten og karakterne.