Influencer Danica Chloes personlige fortælling om skilsmisse og efterfølgende dating. Det er ikke en selvhjælpsbog, men et spejl for dem, der selv står midt i orkanens øje.
Danica Chloe indleder med at fortælle om sit møde med eksmanden, deres forhold og nu skilsmisse. Derefter er der et stort fokus på de mænd, forfatteren datede efterfølgende. Hun får tiltrukket en del uheldige typer, og hun begrunder det med sin fraværende far. Hun beskriver, hvordan fraværet har påvirket hendes forhold til mænd og hendes væremåde. Bogen indeholder detaljerede beskrivelser af dates, håbløse onenightstands, masser af byture og forfatterens tanker om at være skilsmissemor.
Det er en meget ærlig bog, og selv om det er om et alvorligt emne, så trækker man på smilebåndet, når Chloe beretter om Casanovaen, Tryllekunstneren, Radioværten og alle de andre mænd, hun dater. Forfatteren tør blotte sig selv og udviser selvindsigt, fx når hun beskriver sine mange timer i terapi og de mange mislykkede relationer, fordi hun altid søger mod spænding, eventyr og det uforudsigelige. Bogen er for læsere, der kan lide at komme helt tæt på privatlivet af en influencer og viser en verden med et væld af byture i de børnefrie uger, spaophold, festivaller, rejser og utallige drinks og ikke mindst evnen til at møde mange mænd på kort tid.
I I egen barm sættes der også fokus på det private og på forliste forhold.